Om os ægtefolk
MALERIER AF THOMAS BJØRNEMOSE – DESIGN JANNIE AMSGAARD EBSEN
Thomas Bjørnemose (f. 1970) gift med Jannie Amsgaard Ebsen (f.1975)
er uddannet folkeskolelærer i billedkunst og autodidakt kunstner med base i Odense, hvor han har sit atelier og galleri ”CasaBaum”.
Malerierne er malet med stærke farver og vulkansk sand fra Island, små skulpturer af moderne genstande, der er sat i en ny sammenhæng, smykker med mening og finurlige digte.
Efter et længere ophold på Island udviklede Thomas Bjørnemose ideen med at bruge islandsk vulkansand som virkemiddel i sine malerier og der opstod en motivserie med vandfald, underjordisk energi og eksploderende lava. Farvepaletten er holdt i sort og hvid med mindre farveindslag og lærredet er udfyldt med tykke lag vulkansk sand og akrylmaling, der fastholder minder om den barske, men storslåede natur på Island.
Temaet i de farvestrålende malerier er menneskelig kommunikation. Tales der i munden på hinanden, mod eller med hinanden? Er der flere betydninger af det, der bliver sagt? Billedsproget er væsener i stærke farver malet med akryl-, silke- og stofmaling, der fremhæves af en indrammende sort baggrund af akrylmaling blandet med glimtende vulkansk sand. Væsenernes ansigter har oftest to eller flere sæt definerede tænder, der symboliserer to personers meninger. Ansigterne har forskellige former og farver, som sammen med spændingen mellem de stærke farver og den sorte baggrund udtrykker væsenets sindstilstand.
De abstrakte malerier udspringer af Islands kraftfulde natur, hvor ild, svovl, lava og rå stenmasse stadig overskygger menneskets viden og fremdrift.
Skulpturer, smykker og digte er ment som en opfordring til eftertænksomhed, en kommentar til nutidens tv-sofa-indkøbsægteskab og en hyldest til den usagte fantasi, hvor der ikke findes facit og hvor ikke alt kan måles…
Vi har været par i 14 år.
God fornøjelse!
"Livet i sig selv er dog det største eventyr"
(H.C.Andersen)
"IDEER NYTTER KUN NÅR DE BLIVER LEVENDE I MANGE SIND..."
(A.v.Humboldt)
|